Efterskrift

Senior Interrailer - I vores alder.

Det der startede som en skør ide, er nu gennemført.

Det har været sjovt og lærerigt.
En rigtig udfordring for  De Små Grå Hjerneceller.

Hver dag har vi haft sjove og uventede oplevelser. Vi har mødt spændende, venlige og hjælpsomme mennesker.

Hvor var det skønt, at vi gjorde det, mens vi stadig havde nysgerrighed og kræfter til det.

Sidste del af en lang rejse

22. maj 

Tyskland

En time før Hamburg blev vi vækket, med dejlig morgenmad. Endelig fik vi noget rigtigt at spise. Der blev spist helt op, ikke en krumme blev til overs.  I Hamburg havde vi et par timer, så vi satte os uden for i solen, med en ekstra kop kaffe. Toget til Fredericia kom, som det skulle Så nu var det bare at sætte sig og slappe af, til vi skulle skifte i Fredericia til Københavnertoget ,

Det var da lige, hvad vi troede, men vores hjemrejses problemer skulle vise sig ikke at være slut. Toiletterne gik i stykker, og da toget skulle helt til Århus, besluttedes det at lave en tissepause i Rødekro. Hvad nu med vores tog, vi havde kun 7 minutter til togskiftet. Det er den slags der kan ske, og heldigvis kører der mange tog her i Danmark, Men når man har rejst så længe som os, vil man bare gerne hjem.

Der blev tisset af, og toget satte fuld speed frem, samtidig med at der blev ringet til Københavneren, om de ikke lige kunne vente.

Tak til DSB, vi nåede det.

En ekstrem togrejse

20. maj 

Vi skulle rigtig tidligt af sted denne søndag morgen.
Toget afgik kl. 8:20, og vi havde en halv times gang med vores kufferter. Kun værtsparrets hund var vågnet for at sige farvel.
Det føltes lidt som at snige sig af sted, men de viste jo at
vi skulle nå toget.

Toget kom og vi blev vist  hen til bageste vogn. Fandt vores pladser nr. 65 og 66, bløde sæder. hele kupeen for os selv, dejligt. Det gik fint et par stationer, men så kom kontrolløren. Næ næ, vi skulle en vogn længere tilbage. Det kunne da ikke passe, vi var jo i sidste vogn, hvad havde han tænkt sig? Jeg rendte efter manden ned igennem vognen, for at prøve at forstå, hvad han mente.
Tænk der var blevet koblet en ekstra vogn på. 2. klasses åben fællesvogn, og det var vores rigtige pladser. Det viste sig nu. at det var  meget sjovere. Her var vi en masse mennesker fra alverdens lande. og alle bidrog til den almindelige underholdning.

Den eneste ulempe var, at vinduerne var så snavsede at det var umuligt at fotografere.

Udsigt fra bagdøren.

Det blev en lang dag. 237 tunneler og 44 Høje broer. En fantastisk tur, men 12 timer i et tog er længe.

Vel fremme i Beograd opdagede vi, at i Serbien bruger man ikke Euroer, men Serbiske Dinarer.

Hvad er de værd, og hvor mange skulle vi bruge?

Vi besluttede først at ordne reservationen til Wien, der tog de kort, 715 af deres penge. Så var det bedst at finde vores Down Town Hostel, og finde ud af, hvor meget de skulle have. Så kunne vi godt nå  tilbage til stationen og veksle.

Det var lidt svært ved at finde vores Hostel, det skulle være lige ved siden af Hovedbanegården. Vi har sikkert set lide søgende ud, for pludselig blev vi kontaktet af en mand, der spurgte om vi manglede et sted at overnatte. Han havde et sted, bare 20 minutter i bil, og i et meget pænere kvarter. Vi takkede pænt nej tak, vi havde en aftale allerede. Han hjælp os så med at finde hen til vores sted.

Karadjordjeva 91.

Det var rigtig nok et lidt skummelt område, men det var jo kun den ene overnatning, så det gik nok.

Vi bliv lukket ind i opgangen af en sød pige Jasmin. Vi skulle op på 3. sal. En nabo der tilfældig kom forbi, hjalp med kufferterne. Så stod vi der ved en lille brun dør 3 A, og ventede på ejeren, der ville komme med nøglen.  Overraskelsen var stor. Det var den mest charmerende lejlighed, vi kom ind i. Det var næsten synd, at vi kun skulle bo der en nat. Betalingen var heller ikke et problem, vi kunne betale i Euro.

Så sidder vi her og slapper af. Aftensmand har vi ikke fået.
Hævet penge heller ikke.

Vi må se på det i morgen.

Klokken er nu 11, og vækkeuret ringer kl. 5:45

Bus mod syd.

17. maj 

I dag, hvor vi skulle videre mod syd, viste vejret sig fra sin allerbedste side. Kl. 10 stod vi på landevejen med vores kufferter og 1 euro i hånden til billetten. Alt klappede. Vi kom for en gang skyld af ved det rigtige stoppested.
Billetterne til Bar købt.

Ventetid

Endnu en smuk køretur ned langs kysten. Der er kun 70 km. mellem Kotor og Bar. så vi var fremme allerede kl. 13. Næste problem.  Hvor lå vores Guest House Liclik.
Denne gang  måtte vi  springe med en Taxa.

Vi nåede frem til vores overnatningssted. Familien kunne ikke meget engelsk og, at vi havde ændret vores ophold fra 1- til 3 dage, gjorde ikke situationen lettere.  Tingene blev udredt, forstået og accepteret. Alt er ok, 15 Euro pr. nat for to, og meget tæt ved stationen, fandt vi senere ud af.

Vel installeret ville vi lige orienterer os lidt. Først til stationen, fin lille station, men med en ikke særlig imødekommende dame i billetlugen. Vi ville reservere plads på toget søndag den 20. maj, men hun gav os billet til den 18.    "Difficult  Ladyes" lød det som om hun sagde til sin mandlige kollega. Han
 kom til og fik rettet vores reservation til den rigtige dag. Så var det på plads, søndag den 20. mod Beograd, Europas mest faretruende strækning.

Her i Bar er alt til 1/2 pris af hvad vi før har set. Lidt frokost på jernbanecafeen. inden vi slentrede rundt og så på byen. Fik en is, og købte lidt ind. brød, tomater. oliven og ost.
Så havde vi lidt til aften.
Vi fandt vejen hjem igen lige tids nok til at vinke farvel til nattoget mod Beograd.
Som velkomst har vi fået en litter vin, "sort" eller hvid. Da vi kom tilbage til vores lejlighed  stod begge dele. Mette drikker ikke. så jeg har vist rigeligt. Det er familiens egen vin. Vi er faktisk havnet på en "vingård"

Rødvinen har kapsel, så den tager jeg.



Sidste dag ved Kotor Fjord

16. maj 

I dag er det så vores sidste dag i Kotor-området. Det gør ikke så meget for her har været ret koldt  og klamt, det er som om bjergene indeholder en masse vand. Det er næsten umuligt at få  tørret tøj.

Fra morgenstunden tog vi bussen ind mod Kotor By. Der skulle ligge en gammel by et sted på vejen, og så kunne vi spise morgenmad der.
Vi hoppede af, men der var ikke meget gammel by at se. Heldigvis mødte vi et par, far og datter fra Seatle, men med rødder tilbage til Montenegro. De var søde og meget snaksalige, og så kunne de fortælle, hvor vi kunne få lidt morgenmad.
Vi gik på opdagelse et par timer inden vi vendte hjem til en dukkert. Bare vejret holder til i aften, for vi vil så gerne ud til vores restaurant en sidste gang, for at sige farvel.


2 badenymfer

Fortsættelse. nu efter dagbog

15. maj 2018

Mette vækkede mig ved 7-tiden. Hun havde set på den lokale vejrudsigten, at der var udsigt til sol i formiddag, og heavy regn om eftermiddag. I dag ville jeg have min morgendukkert, og den kom til at foregå i sol, men 5 minutter efter faldt de første tunge dråber, og så blev det mørkt og koldt. men med den flotteste regnbue.

Igen en dag med busudflugt. Vi tog bussen i den modsatte retning. Vi havde læst om en lille færge, som sejlede frem og tilbage over fjorden med biler, gående og cyklister kom gratis med. Det skulle lige prøves, overfarten tog ikke mere end et kvarters tid, og færgen sejlede når den var fyldt.

Vi havde endnu ikke fået morgenmad, så vi snuppede lige en kop kaffe og en grov bolle med en kæmpe klods feta i.  Det mættede, og så gik turen med færgen tilbage.

Vejret var stadig dårligt, så vi besluttede at gå til næste by Tivas. Det blev en 1/2 times tur langs en temmelig trafikeret "hovedvej".  Nu var solen igen kommet frem, så vi slentrede igennem byen.

Hvem mødte vi der?      Vores russiske veninde, Victoria og hendes søn. Vi blev inviteret hjem til kaffe og vin, og efter en times tid, fulgte de og til bussen.

På tilbagevejen passerede vi vores lille restaurant, så vi snuppede lige en omelet til frokost.

På tilbagevejen blev det igen regnvejr.

Det var så enden på min Blogger karriere.

15. maj 

Mette vækkede mig ved 7-tiden. Hun havde set på den lokale vejrudsigten, at der var udsigt til sol i formiddag, og heavy regn om eftermiddag. I dag ville jeg have min morgendukkert, og den kom til at foregå i sol, men 5 minutter efter faldt de første tunge dråber, og så blev det mørkt og koldt. men med den flotteste regnbue.

Igen en dag med busudflugt. Vi tog bussen i den modsatte retning. Vi havde læst om en lille færge, som sejlede frem og tilbage over fjorden med biler, gående og cyklister kunne komme gratis med. Det skulle lige prøves, overfarten tog ikke mere end et kvarters tid, og færgen sejlede når den var fyldt.

Vi havde endnu ikke fået morgenmad, så vi snuppede lige en kop kaffe og en grovbolle med en kæmpe klods feta i.  Det mættede, og så gik turen med færgen tilbage.

Vejret var stadig dårligt, så vi besluttede at gå til næste by Tivas. Det blev en 1/2 times tur langs en temmelig trafikeret "hovedvej".  Nu var solen igen kommet frem, så vi slentrede igennem byen.

Hvem mødte vi der?      Vores russiske veninde, Victoria og hendes søn. Vi blev inviteret hjem til kaffe og vin, og efter en times tid, fulgte de og til bussen.

På tilbagevejen passerede vi vores lille restaurant, så vi snuppede lige en omelet til frokost.

På tilbagevejen blev det igen regnvejr.

Hvad gør man på en regnvejrsdag.

Vejret er noget værre lo......t. Det regner og blæser, så vores planer om badedag, eller en lille bådtur, er røget i vasken. Så måtte  det være Den gamle By. Vi tog bussen, og mødte igen pigen fra Rusland. Viktoria fra Sankt Petersborg. Hun havde fået besøg af sin søn, og nu skulle de klatre til tops på den store bymur. Det er virkelig en voldsom stigning. Jeg er for gammel, må kende mine begrænsninger. Øv øv.

Hos en bager købte vi lige lidt brød, vi havde ikke rigtig fået morgenmad.

 Efter at have forhørt os på busstation, vedr. næste stop til Bar, gik vi ind af byporten. Det var en turistfælde. I hundrede vis af Japanske/Kinesiske turistgrupper, fra det store krydstogtskib der lå ved kaj. ( nyt skib hver dag )

Vi slentrede lidt rundt. Der var ikke andet end souvenirs, så det var lidt ensformigt.

På vejen tilbage købte vi lige lidt brød, ost, oliven, et par tomater og appelsiner. Så klarer vi os nok.

Og hvem møder vi igen ved busstoppestedet.. vores russiske veninde. Mail adr. blev udvekslet. Og vi har en åben invitation til at komme til til Sankt Petersborg.

Nu slapper vi og venter på bedre vejr. Vi skulle ikke gerne svigte vores lille restaurant i aften.

En sjov og anderledes dag

Efter en dejlig morgendukkert, gik vi de 1,5 km. og spiste morgenmad. Så tilbage igen, for at tage en rolig dag på stranden, men sådan blev det ikke.  Inden vi nåede tilbage, var et voldsomt tordenvejr trukken hen over os. Vi nåede lige indenfor inden regnen rigtig kom.

Efter et par timer, blev vi enige om at tage varmt tøj på, og tage bussen ind til Kotor by.

Vi stillede os ned ved vejen, som gør her på disse kanter, for at vente på bussen. Det varede ikke ret længe, så standsede en bil, og spurgte om vi ville med. Ja tak. Det var en venlig russisk mand, som havde boet her i Montenegro nogle år. Vi blev kørt helt ind til Den gamle By.

Så fik vi også prøvet at blaffe, på vores gamle dage.

Nu var solen igen brudt frem, og det blev bagende varmt. Af med tøjet, og om i rygsækken med det hele.

Hvad nu?  Vi blev enige om at. vi lige så godt kunne tage en anden bus til den anden side af bugten, hvor der skulle være en spændende lille by, Pareste. Vi fik anvist hvor bussen ville stoppe, og så ventede vi igen. Der sker nu meget når man sådan står og venter. Først faldt vi i snak med en pige fra Beograd,  så kom der  en pige fra England til, alle skulle samme sted hen, og alle ventede vi på bussen. Bussen kom, og vi nåede frem. Efter den lange køretur, og turen gennem byen, trængte vi lige til en forfriskning. Mette og jeg en Iskaffe, og typisk for en englænder en kop te. Så skiltes vi, vi skulle den lange vej tilbage, og englænderen ville lige sejle ud til en lille ø, med et kloster, som lå ude i fjorden.

Vi fandt endnu et busstoppested, og ventede. En hvid bus dukkede op, og vi vinkede. Den standsede, men det var ikke den rigtige bus, men en tom turist bus. Chaufføren var flink at tage os med til byen. Så manglede vi bare den sidste bus hjem. Igen ventede vi, og her sammen med et ungt par, hun fra Tyskland og ham fra Holland. Efter ret lang venten kørte en taxa op foran os, og tilbød sig, og da vi   skulle til samme by, hoppede vi alle ind.

Det var noget af en prøvelse, samtidig med han drønede afsted af små snørklede veje, prøvede han

at sælge os spændende ture, rundt omkring i landet, ved at hive det ene farvestrålende brochure efter den anden frem. Bare for at komme af med livet i behold, hoppede vi af, lidt for tidligt. Så var det bare ud og trave igen, og når vi nu var så godt igang, kunne vi lige så godt tage den sidste bid vej ud til vores lille restaurant, og få lidt aftensmad. Det kunne vist lige nås inden det blev mørkt.

Smuk tur hjem

Montenegro.

Vi havde en hyggelig aften i Dubrovnik, sammen med vores værtinde og et par af hendes venner. Hver talte sit sprog, og ingen af os forstod rigtig hinanden, men gik alligevel meget fint.

12.Maj Montenegro

Næste  morgen kl. 10 afgik bussen mod Kotor i det nordlige Montenegro. Kotor by ligger ved Kotorfjorden, der skulle være Europas største fjord.

Vejen dertil var igen fantastisk. Vi kørte langs havet, nogle gange højt oppe up bjergsiden, og andre gange helt nede ved havet.

Vel fremme, kom så næste opgave, vi skulle finde er sted at bo. Det var midt i middagsheden, så det var bare om at finde en café og få noget at drikke , og så skulle der også være wi-fi adgang. 

Rundt om hele byen er der en kæmpe stor bymur der strækker sig langt op af bjerget. Det kan egentlig godt minde lidt om
Den Kinesiske Mur.
Der inde bag muren, fandt vi så en café.

Ipad-en kom frem, og vi fandt noget der lød godt. Rimelig pris, ved strand, og i fredelige omgivelser.

Mette har problemer med sine hørerapperater i de meget larmende omgivelser, der oftes er inde i de store byer, derfor vil vi ud på landet.

Efter en lille times arbejde, og en del ringen og sms-er lykkedes det. 

Vi skulle med en bus ca. 10 km. udenfor byen.  Vi blev sat af, et lidt forkert sted på landevejen,

men så var “Damen fra vores Hostel” så sød at hente os.

Vi har fået en dejlig lejlighed. 30 m fra lille strand, som vi allerede har indviet. Skønt friskt vand.

Der er lidt langt til restauranterne. De fleste er stadig vinterlukkede, men vi fandt da en lille restaurant et par kilometer  ud  af  landevejen.
Jeg fik en stor tallerken med sardiner. Helt friske.  Dejligt.

På vej i 26 timers uafbrudt.

 Vi tog afsked med vores Hostel i Kadovljica i Slovenien. Først lokal toget, et stop tilbage.

                                      Så kunne vi lige nå Intercitytoget til Zagreb i Kroasien, 3 timer.  Det var her vi meget gerne skulle købe plads til sovevognen. Det gik over alt al forventning. 125,00 Kuna for hver, det svarer næsten til en dansk krone, og så kunne vi, oven i købet. betale med kort. Det har vi ellers erfaret, ikke så nemt her til lands.

Se hvor glad og lettet Mette ser ud. Så er det bare at vente, til
kl. 23:00 

Der var ikke meget at give sig til. Først sad vi lidt her, og så lidt der, og studerede livet på en travl Hovedbanegård
Toget  kom før tiden, og vi kunne få lov til at stige om bord.

12. maj

Næste morgen kl. 6:45 var vi fremme ved Adriaterhavet. og byen Split.

Over en kop morgenkaffe, er Mette er faldet snak med et andet par senior Interrailer. De skulle med færgen til Italien.

Vi havde ikke så stor lyst til at blive i Split, så vi besluttede at finde ud af, hvor bussen længere sydpå, gik fra. Det viste sig, at vi næsten sad ved siden af bussen til Dubrovnik, og at den gik om 7 minutter, Mette holdt tasker og kufferter, mens jeg styrtede hen til billethullet. 250 Kunaer. Jeg havde lige 300,00. Så tilbage til bussen, men så kostede det også 15,00 at få kufferter med. Chaufføren kunne ikke veksle, men heldigvis viste hanalidt barmhjertighed, og tog vores bagage gratis med.

Vi fik en fantastisk flot tur ned længs kysten.
Lige før vi troede, at vi var nået til  endestationen Dubrovnik,  var der en grænseovergang. Det er lander Bosnia-Hercegovina der har 20 km. kyst, presset ind mellem Kroatiens 2 landområde. Det tog os en time at komme igennem. 20 min. ved den første post, så en tvungen pause på andre 20 min, for at slutte af med endnu 20 min. ved sidste paskontrol.

Nu er vi så fremme i Dubrovnik, og vi orker ikke rejse mere i dag.
Tre lande på 24 timers rejse.

Da vi kom ud af bussen, fik vi øje på et lille skilt med  værelsesudlejning. Vi åbnede døren og kikkede ind, hvor en venlig dame vinkede os indenfor. Ikke det mest charmerende sted, men pænt og rent. Her hviler vi ud til i morgen. Så er vi på farten igen. 

Nyt land Montenegro 

Her bor vi i dag .

Den lange rejse.

Måske kommer der en lille pause i mine indlæg, indtil vi finder det næste sted med netforbindelse.

I dag er det virkelig ud i ingenting, og på dybt vand.

Hvorfor ikke ???

9. maj 

Så har vi været i Bled, og det var så det.
Vejret var heldigvis bliver godt.
Det var en meget pæn sø, men byen var fyldt med turistbusser, cykeludlejning og andre tilbud, som det på billedet.
Og nej, vi tog ikke turen ned ad Sava floden.
Det var lidt af en skuffelse. Det kostede 10 Euro for dit og 10 Euro for dat.
Vi valgte at gå søen rundt, og så slutte af med en Iskaffe, og så bussen tilbage. Hjemme igen fik vi lidt frokost på samme restaurant, som vi spiste på i går under uvejret.

 Mette elsker is, dette billede var godt nok fra i går, og der kunne hun klare 2 i rap.

Nu ser vejret igen lidt kedeligt ud, så vi siger nok farvel for denne gang lidt tidligere end planlagt.

Vi hopper på toget mod Zagreb (Kroatien) nyt land.

Så har  vi også lidt bedre tid til at få ordnet pladsbilletterne. Toget videre mod Adriaterhavet og Split går kl. 23, og så er vi fremme kl. 7, men...........

Hvor skal vi sove den næste nat?  Det må vi så finde ud af.

Hvor er byen?

8. maj
Radovljica

 

 Så står vi her. 

Stationen har  en fabelagtig flot udsigt, men toget er kørt, perronen er tom. 

Så begyndte kampen igen. 

35 trappetrin op til vejen, så 100 m stejlt op til byens centrum, med hver sin kufferter.

Hvem der dog kunne lære at rejse “let”

Vi fandt vores Vandrehjem, og for det ikke er løgn, så skulle vi bo på 3. Sal, uden elevator. Heldigvis kom der to unge friske og hjælpsomme mænd, og hjalp os.

Efter, at vi var blevet indlogeret, skulle der lige klares lidt vasketøj, og lidt frokost på tagterrassen, inden vi ville ud og se på den Renæssanceby vi var havnet i.

Det var nu hurtigt overstået, for stor et byen ikke. Vi besluttede at gå ned til floden Sava. Selvom vi klart kan se den fra vores vindue, var der alligevel et par kilometer, og hjem skulle vi også. 

Det gik bare op op op .

Da vi skulle ud og spise aftensmad, trak det pludselig op til regn og torden. Vi nåede da at nyde udsigten og maden, inden vi måtte løbe hjem i regnvejr.

Det må gerne være ovre til i morgen, for der skal vi med bus til Bled søen.